Insekter i hundefoder – go eller no-go?
Skrevet af ”Hundefodernørden” Ann-Kristin Meyer, cand.scient. i animal science fra Kbh. Universitet.
En øget miljøbevidsthed og et ønske om en bæredygtig livsstil påvirker ikke kun de beslutninger, vi mennesker tager omkring vores egen mad, men også om hvad vi fylder i vores hundes madskåle. Dette har resulteret i en stigende interesse omkring alternative proteinkilder i hundefoder. Plantebaserede proteinkilder, herunder hvede, majs, soja, ærter, bønner og linser, har længe stået på industrielt fremstillet hundefoders ingredienslister. Et forholdsvist nyt skud på stammen er insektprotein.
Insekter som proteinkilde i hundefoder er interessante fra et bæredygtighedssynspunkt, fordi de kræver langt færre ressourcer sammenlignet med traditionelle husdyr som kvæg og fjerkræ. De udleder betydeligt mindre drivhusgas, bruger mindre vand og kræver mindre plads.
Men insekter er mere end bæredygtige, de er også næringsrige. Nutidens hundeejere er ikke kun miljøbevidste, men også opmærksomme på den effekt, som foder kan have på hundens sundhed og trivsel. Da de fleste hundeejere efterhånden har forstået, at ikke alle proteiner er lige, er ordet ”proteinkvalitet” blevet optaget som en fast del i disse hundeejeres ordforråd.
Ét af de mål, der kan bruges til at vurdere en proteinkildes kvalitet, er dens biologiske værdi. Proteiner er opbygget af aminosyrer, hvoraf nogle er essentielle, hvilket betyder, at hundekroppen ikke selv kan producere dem, og de skal derfor tilføres gennem foderet. Et protein med en høj biologisk værdi indeholder alle de essentielle aminosyrer i de rette proportioner, som hundens organisme har brug for. Den biologiske værdi er således et udtryk for, hvor godt hundens organisme kan fordøje og absorbere proteinet, og derefter udnytte aminosyrerne til at opbygge og reparere væv. Proteiner med høj biologisk værdi optages effektivt og resulterer i minimalt spild af aminosyrer.
Selvom planteproteiner er mere bæredygtige end kødprotein, så har de oftest en forholdsvist lav biologisk værdi. Insektprotein derimod brillerer med en høj biologisk værdi, som er sammenlignelig med eller endda højere end proteinerne i mange kødtyper. I modsætning til planteproteiner, indeholder insektproteiner ikke kun samtlige essentielle aminosyrer for hunden, men også den ikke-essentielle aminosyre taurin. Selvom de fleste hunde selv kan syntetisere taurin ud fra nogle af de essentielle aminosyrer, har det vist sig, at nogle hunde kan udvikle en taurinmangel under bestemte omstændigheder. Derfor er der også flere og flere foderproducenter, som tilsætter syntetisk taurin i deres hundefoder.
Et argument, som oftest bruges af både hundeejere og foderproducenter, for at vælge insekter som proteinkilde i hundefoder, er, at det skulle være en hypoallergen proteinkilde, dvs. en proteinkilde, som har en lavere risiko for at fremkalde en allergisk reaktion hos hunde. Da en allergi med stor sandsynlighed hovedsageligt skyldes arvelige faktorer (dette er ikke helt klarlagt endnu), er dette ikke nødvendigvis korrekt. Dét, som ovennævnte hundeejere og foderproducenter mener, er en sensitivitetsreaktion. Allergi og sensitivitet bruges gerne i flæng, og både allergi og sensitivitet har da også med immunsystemet at gøre. Dog er en sensitivitet ikke arvelig, men udvikles over tid. En sensitivitetsreaktion vises oftest først efter måneder eller år på en bestemt proteinkilde, og fordi mange hunde hovedsageligt spiser kyllinge- eller okseprotein, er det netop disse proteintyper, som de fleste hunde er sensitive overfor. Eller som mange hundeejere og foderproducenter nok ville sige: ”allergiske” overfor. Netop fordi insekter er en forholdsvis ny proteinkilde og kun en lille del af hundepopulationen er kommet i kontakt med denne proteinkilde, vil antallet af hunde, som reagerer sensitivt på insektprotein, helt naturligt være lavt. Når det er sagt, vil foder med insektprotein være en potentiel løsning for hunde, som reagerer allergisk eller sensitivt på de mest almindelige proteinkilder.
Fordi insekter ser ud til at være et bæredygtigt, men samtidigt næringsrigt alternativ til kødprotein, forskes der en del på området. Det er ikke kun næringsværdien, som undersøges, men også potentielle risikofaktorer ved at fodre hunde med insekter. Fordi insekterne, som bruges i hundefoder, er tæt beslægtede med forskellige mider, som mange hunde reagerer allergiske overfor, har det stor relevans at undersøge, hvorvidt insekter kan udløse en såkaldt krydsreaktion hos hunde, som er allergiske overfor mider. En krydsreaktion opstår, når antistoffer, der er dannet mod et specifikt allergen, i dette tilfælde mideproteiner, også genkender og reagerer på et andet, lignende allergen, i dette tilfælde insektproteiner. Dette kan udløse en allergisk reaktion over for begge stoffer. Desværre ser det ud til, at immunsystemet hos hunde med en mideallergi kan have svært ved at skelne mellem mide- og insektprotein og derfor udløse en krydsreaktion. Derfor er foder, godbidder og snacks med insekter ikke nødvendigvis egnede for hunde med lager- og/eller støvmideallergi.
Ligesom med alle andre hundefoderingredienser, er det afgørende, at kvaliteten af råvarerne er i top. Insekter kan kontamineres med både bakterier, skimmelsvampe (og gifte produceret af disse svampe), tungmetaller mm., hvilket kan ske under hele produktionsprocessen fra opdrættet over pakningen, transporten, lagring og til forarbejdningen til hundefoder.
Sammenfattende tyder forskningen på, at insekter kan bruges i hundefoder som en bæredygtig og næringsrig proteinkilde med høj biologisk værdi og dermed erstatte kød- og/eller planteprotein. Hunde, som lider af allergi eller sensitivitet overfor de mere almindelige proteinkilder, vil muligvis kunne trives på et foder med insektprotein, men hunde, som lider af lager- eller støvmideallergi, vil kunne opleve en krydsreaktion, når de spiser foder på insektbasis.
Kilder:
McCusker et al. 2014: Amino acid content of selected plant, algae and insect species: a search for alternative protein sources for use in pet foods
Bosch & Swanson 2020: Effect of using insects as feed on animals: pet dogs and cats
Abd El-Wahab et al. 2021: Insect Larvae Meal (Hermetia illucens) as a Sustainable Protein Source of Canine Food and Its Impacts on Nutrient Digestibility and Fecal Quality
Areerat et al. 2021: Possibility of Using House Cricket (Acheta domesticus) or Mulberry Silkworm (Bombyx mori) Pupae Meal to Replace Poultry Meal in Canine Diets Based on Health and Nutrient Digestibility
Premrov Bajuk et al. 2021: Insect Protein-Based Diet as Potential Risk of Allergy in Dogs
Kepińska-Pacelik & Wioletta 2022: Insects in Pet Food Industry – Hope or Threat?