Trækleg i træning
I indlæringen af øvelser belønner vi hunden for at udvise korrekt adfærd.
Og det foregår typisk via at hunden får godbidder eller får lov til at løbe efter en kastet bold eller stykke legetøj – eller at trække i et træklegetøj.
I denne artikel vil jeg fokusere på anvendelsen af træklegetøj.
Fællesbetegnelsen for de forskellige måder at belønne hunden på, kaldes for ”forstærkning” – dette ord anvender jeg igennem resten af artiklen.
Variabel forstærkning
Hunde elsker at blive forstærket for en veludført øvelse via en god trækleg sammen med deres ejer. Her bliver både samværet med ejer og forstærkning for korrekt adfærd forenet og skaber dobbelt glæde.
Når hunden ikke ved, hvilken slags forstærkning, den får efter endt præstation, bliver den ekstra opsat på at begå sig rigtigt. Dette fordi at der ligger en overraskelse i, at den ikke kender forstærkningen, der følger efter korrekt adfærd. Og det skærper dens interesse for at anstrenge sig for at begå sig rigtigt.
Derfor anvender jeg ofte ”variabel forstærkning”, når jeg skal belønne min hund i en indlæringssituation. Nogle gange får hunden en godbid, andre gange kaster jeg en bold – og sommetider venter der en sjov og aktiv trækleg efter veludført arbejde.
Overordnet kan du tænke således:
- Godbidder er med til at sænke hundens stressniveau, hvilket jeg generelt anbefaler at anvende i de rolige øvelser, som for eks. dæk eller sit
- Legetøj, bold og trækleg er med til at øge hundens stressniveau og intensitet, hvilket jeg generelt anbefaler i de aktive og ”speedy” øvelser som for eks. indkald
Træklegetøj som forebyggende hjælp
Hvis hunden er lidt stille og mangler noget drive til en øvelse, der forudsætter fart og intensitet, kan anvendelse af trækleg være fantastisk til at skabe mere power.
Jeg arbejder meget med begrebet at ”skabe følelsen før øvelsen” – og det duer jo ikke at lave en intens øvelse med hunden, hvis dens intensitet ikke er til stede…
Jeg har for eks. selv anvendt trækleg til min ældste labrador, da hun er en meget mild hund, der ikke gjorde så meget væsen af sig som ung:
- Hun lærte at holde mere fast om dummyen efter hun havde lært at holde fast i emnet, som jeg legede trækleg med. Når hun havde lært at trække i træklegetøjet og synes at det var virkelig sjovt, var det let at overføre samme følelse og intensitet til dummyen.
- Når hun skulle hjælpes til at få mere selvtillid i for eks. at skulle løbe langt i lige linje (dirigering), blev hun hjulpet godt på vej, når hun blev boostet med glæde af en trækleg inden.
Efterhånden som glæden var etableret i selve øvelsen, trappede jeg træklegen ud igen.
Træklegetøj som forstærkning
Hvilken slags forstærkning jeg anvender og til hvilke øvelser, skal selvfølgelig være et bevidst valg, der hjælper hunden til at præstere bedre og som øger dens glæde og samarbejde.
Her er et par eksempler på øvelser:
- Hvilket stressniveau ønsker jeg at hunden skal arbejde med i den pågældende øvelse?
Hvis jeg ønsker power, fart og intensitet (for eks. i indkald eller en præcis ”plads”), er fordelen ved at forstærke med trækleg, at hunden lærer at arbejde med en høj og målrettet intensitet.
- Har jeg en forsigtig eller usikker hund?
Hvis jeg har en hund, der er lidt forsigtig i temperamentet og helst ikke vil ”sætte et ben forkert” under træning, lærer jeg den at trække i et træklegetøj for at hjælpe den til at forstå, at det er både tilladt og sjovt at åbne op for sluserne.
Det vil hjælpe dem til at ”slippe tøjlerne”, blive mere selvsikker og glad i træningen. Og så flyder indlæringen meget lettere.
- Har jeg en hund med masser af drive og højt stressniveau?
Er det tilfældet, vil jeg stadig anbefale at anvende trækleg som forstærkning. Årsagen er, at hunde med meget drive er glade for at blive præsenteret for den intensitet og glæde – det rammer perfekt ind i deres temperament, giver motivation = bedre/hurtigere indlæring.
Vær dog obs. på, at med den intense hund er det ekstremt vigtigt at lære den at ”slukke” igen. Se beskrivelse til denne del længere nede i artiklen.
Lær din usikre hund at trække
Det kan være meget grænseoverskridende for en forsigtig hund at lege trækleg med sin ejer. Den ønsker for enhver pris ikke konflikt, og at trække kan godt virke som en voldsom handling, idet der er meget kropssprog, handling og direkte kontakt mellem de trækkende parter.
Derfor starter jeg med blot at kaste med legetøjet. Når hunden løber ud og henter det, udnytter jeg den glade følelse, hunden har fået ved at løbe.
Og når den kommer med legetøjet, laver jeg 2 – 3 sekunders ”teasen” hvor jeg gør legetøjet meget aktivt på underlaget, så hunden bider ud efter det.
Herefter kaster jeg igen, og gør efterhånden legen lidt mere intens, når hunden kommer tilbage – og når den til sidst bider i det og forsøger at trække det ud af hænderne på mig, lader jeg den ”stjæle det”.
Efter nogle gentagelser over et par dage, vil hunden oftest være så glad for legetøjet, at den gerne vil trække i det selvom jeg ikke længere slipper det.
NB: Hvis min hund ikke vender tilbage med legetøjet, når jeg kaster det, opsøger jeg den med en rolig og venlig stemme, der hvor den har lagt sig/står med legetøjet. Og så bygger jeg træklegsglæden op derfra.
Lær din hund ”tænd/sluk”
Når vi lærer vores hund at blive intens og vild på den glade måde på grund af en forstærkning, skal vi også lære den at stoppe igen på signal fra os.
Og specielt når vi træner med den intense hund, er det ekstremt vigtigt at vi som ejere lynhurtigt kan skrue stressniveauet ned fra 100 til 0 via et signal.
Her er det en god idé at introducere et signal, der indikerer, at nu er legen slut. Signaler som: ”slut”, ”stop”, ”tak” er meget anvendte og tydelige signaler til hunden.
Når hunden skal lære, hvad signalet betyder, er det vigtigt, at det IKKE anvendes samtidig med at hunden er intens. For hvis hunden hører det ukendte ord, for eksempel ”stop”, samtidig med at den er i et højt og glad stressniveau, vil den ubevidst forbinde signalet med intensitet.
Og det er ikke meningen.
Når jeg indlærer signalet, skal jeg gentage det flere gange, NÅR hunden er rolig – eller har været intens og er ved at være afstresset. For så kobler hjernen det korrekte, lave stressniveau sammen med signalet.
Efterhånden som hunden forstår, at signalet betyder, at det handler om at sætte farten og intensiteten ned, kan det introduceres lige efter den har været intens.
Og til sidst kan det anvendes som indlært signal, den modtager imens den er intens – og hjernen vil sikre (på et helt ubevidst plan) at hundens stressniveau bliver lavere = hunden bliver rolig.
Hjælp hunden til at lære at slippe
Når jeg indlærer signalet til at træklegen er slut, anvender jeg mit kropssprog som signal.
Jeg er aktiv i kropssproget samtidig med at jeg snakker med glad og ivrig stemme, når træklegen er i gang.
Og når jeg beslutter mig for at forstærkningen skal slutte (typisk efter cirka 10 sekunders leg), bliver jeg helt stille i kropssproget og snakker ikke længere med hunden.
I starten, når jeg skal lære hunden at slippe træklegetøjet, skal jeg hjælpe den med at slippe. Den vil jo hellere lege videre ☺.
Måden jeg gør det på er, at sikrer mig at jeg har begge hænder i hver sin ende af træklegetøjet (derfor skal det være et aflangt træklegetøj), fordi så kan jeg ”krabbe” mine hænder længere og længere ind imod hunden mund fra begge sider.
Når der ikke er mere plads til hundens mund, slipper den. Og i samme sekund som den slipper, afgiver jeg det signal, som hunden skal lære, der betyder at legen er slut.
Rigtig god fornøjelse ☺.
Charlie er stærk
Træklegetøjet ”Charlie” er et legetøj, jeg har valgt at få produceret i eget firmanavn, fordi det er fremstillet af en ekstra lækker kvalitet – nemlig af ruskind både i den del, hvor hunden trækker – og håndtagene, som jeg holder i.
Herudover har træklegetøjet en blød kerne. Begge dele betyder, at hverken hundens tænder eller tandemalje lider overlast, når den bider og trækker i det.
Symaskinen, der har produceret Charlie, har lige givet den ekstra gas i sømmene, så det holder til et meget stort træk.
Alt med en syning, der også bliver hevet i, har selvfølgelig en vis risiko for at gå i stykker – men dette lækre træklegetøj i bløde materialer, holder en bedre end gennemsnittet af træklegetøj.
Hvilket også er bekræftet af de ejere af tunge racer med et kraftigt bid, høj entusiasme og mange kræfter, der har afprøvet det for mig ☺.
De to håndtag er rigtig gode at have, i det at du kan holde i hver ende – og hunden på midten. Det gør det lettere for dig at blive ved med at holde fast. Og gør det sværere for hunden at trække det ud af hænderne på dig.